Dette maleriet gir sannsynligvis ikke et realistisk bilde av det som skjedde i Kringen.
Mye tyder i dag på at det var skytevåpen og strategivalg som avgjorde slaget. Mer om dette lenger nede på siden.
 

 

 
Slaget i Kringen 26. august 1612

 
                   
 
 

Bakgrunn - Slaget - Myter? - Betydning - Gjenstander - Litteratur - Skottland - Program2012

 
 
     
     
 

Innhold på denne siden:

 
           
 

Tirsdag 25. august - Hva gjorde bøndene?
Tirsdag 25. og onsdag 26. august - Hva gjorde skottene?
Onsdag 26. august - Slaget i Kringen
Torsdag 27. august - Hva skjedde på Kvam dagen etter slaget?
Nytt minnesmerke i Kvam over skottene som ble drept i og ved Skottelåven?
Hvilken rolle spilte drapene i "Nya Lødøse"?
Hvilken rolle spilte Per Klungnes?
Hvor mye var et menneskeliv verdt?
 

Når fant slaget sted?
Den julianske kalender
Den gregorianske kalender
Konklusjon
Hadde tidspunktet noen betydning for det som skjedde etterpå?
Våpen?
Hvilke våpen ble benyttet i slaget?
Hva ble resultatet av Kalmarkrigen?

 
       
 
 
 
Tirsdag 25. august  -  Hva gjorde bøndene?
 
 
  Bøndene samlet seg i Høg-Kringom i løpet av den 25. august. De kom fra Lesja, Dovre, Vågå, Ringebu og Fron samt en del fra Lom forteller Angell (s.54). Alt i alt hevder han at de var 490 mann . De var i utgangspunktet uorganiserte, uten personer med militær bakgrunn.
De som pekte seg ut som ledere var Dovrelensmannen Lars Hågå, Per Randkleiv (lensmannen i Ringebu), og Arne Gunnstad, også fra Ringebu. Berdon Sejelstad fra Ringebu nevnes også som en av anførerne.

De hadde mye å gjøre denne dagen og natten til 26. august. Slagplan måtte legges, folkene plasseres, settes i arbeid og instrueres.

For offiseren Angell er det bemerkelsesverdig at bøndene - uten krigserfaring og militær utdanning - var i stand til å legge en så godt gjennomtenkt og nøyaktig gjennomført slagplan.

"Den viser en utpræget forstaaelse av terrengbenyttelsens vigtighet, en rigtig vurdering av av fiendens og egne kræfter, en indledning av fegtningen ved et demonstrerende angrep, en gjennomførelse av den ved en overraskende offensiv og endelig en optisk ordre- og meldingstjeneste som ikke kan annet end vække vor beundring" (s. 55)

 
  Krag skriver følgende - og siterer den gamle visa om slaget i Kringen - eldre enn Edvard Storms Zinklarvise (s. 18):
 
   
 

 

"Bønderne ved Kringlen ventede paa dem. Disse havde her paa bekvemme Steder ovenfor Veien opført svære Forskandsninger, et slags Gilderværk af Sten og Tømmer. Dette sidste blev lagt paa ”Slæber” sammenholdt med Toug og understøttet ved Støtter, saaledes at naar Tougene huggedes over og Støtterne toges væk, vilde Stokke og Stene ulle (sic) ned over den hele Fjeldskraaning*). Hensigten var at lade dette Faldværk styrte ud, naar Fienden kom nedenunder, og derpaa at anfalde de Tiloversblivende med Vaaben i Haand. Den hele Sten og Tømmerlægning tilligemed de Bønder, som toge Plads bag denne frygtelige Barrikade, blev skjult af Løv of Furutrær, saa at det hele saa ud som en liden Skov.
(Forf. anm.: Denne store tømmervelten er i nyere tid trukket sterkt i tvil hos Bondevik og flere andre. Bruken av såkalte "spanske ryttere" ansees derimot av flere - bl. a. av Angell -  som sannsynlig)

En liden Hob af Bønderne lagde sig i Skjul et Stykke nordenfor, og skulde naar de fik høre Larmen af Striden, begive sig ned paa Veien, og hindre Fienden fra at flygte tilbage. Bønderne nedhuggede ogsaa store Træer og indrettede deraf spanske Ryttere til at vælte foran og bag Fienden paa hans trange Vei, for saaledes at indestænge ham, og hindre ham fra at komme baade frem og tilbage,

I en gammel Vise, udentvivl digtet af en eller anden Gudbrandsdøl, og som er ældre end Edvard Storms, og hvoraf haves nogle defekte Afskrifter, staar om Bøndernes Stilling:"

 
 

 

”Der ligger en Klev i Gudbrandsdal

Der monne man Kringlen kalde

Der lagde de Døler sig paa Tal

Henved femhundrede Alle.

De skandsede for sig og gjorde Mur

Og reiste Stener mange

De laage der som Katten paa Luur

Naar den vil Musen fange.”**)

 

 

En versjon av den gamle visa um slaget i Kringom 1612 ble nedskrevet av Kr. P. Åsmundstad, og trykket i 'Årbok for Dølaringen 1932'. Du kan lese den her
Åsmundstad fant diktet - mer enn tjue vers - i et håndskrevet hefte på en gård i Nord-Fron flere år tidligere. Han kommenterer denne versjonen slik:

"Skrifta var gotisk, vakkert skrivi og med øvd hand, men som ein ser, svært lite konsekvent i bokstavering og rettskriving, i rim og rytme. Visa har fleire vers; soleis hermer Andr. Austlid minst tvo til i 'Sinklarsoga'."

 
 

*) En saadan Angrebsmaade som Bønderne, som Bønderne her valgt, var ikke ny i Landet; vi gjenfinder en lignende allerede i Kong Sverres Saga. Cap. 18.

**) Melodie: ”Jeg ved mig en Ort baade deilig og bold”.

 

 
     
     
 
 
 
Tirsdag 25. og onsdag 26. august  -  Hva gjorde skottene?
 
 
  Krag skriver følgende (s. 16):  
     
 

 

"Disse (skottene forf. anm.) havde imidlertid som før sagt taget tilfjelds for at undgaae Rosten og var komne ned ad Horgenlien til nordre Sell og toge der Kvarteer om Natten, efterat Bønderne om Morgenen vare dragne derfra. Sinclar laa paa Romundgaard, og endnu haves levninger af den Stue, han var i og benyttes den nu til Lade. Bønderne i Nordre Sell havde bundet Oxer til Gjerderne, for at ikke Fienden skulde afbrænde deres Gaarde. Nogle siger, at Skotterne laa over paa Sell en Dag førend de drog videre. ”Nu er Begyndelsen til Velstand”, skal Sinclar der have sagt til sine Folk, ”ude paa Hedemarken skal det blive endnu bedre”. Om Morgenen før han brød op fra Sell, nogle Timer før Slaget ved Kringlen stod, skal han have afbrændt Krudt i sin Haand for at erfare om Toget vilde blive lykkeligt. Da Røgen slog ind mod hans Bryst skal han have sagt: ”I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den saa end kan blive”.

 
 


Romundgard - Sel
(Wikipedia)

 
       
 

I Følge med Sinclar var en ”Veirløber” eller ”Støver”; Andre kalder ham en ”Værkalv”, Andre en ”Vildtyrk” eller ”Tryntyrk”, som havde den Egenskab, at han ”som en Jagthund kunde opdage Fienden”. Han havde Veir (Lugt) sige de, af ”Christent Blod”. Ligeledes fortælles om ham, at det tykke af hans Ben var borttaget, for at han skulde kunne løbe med desto større Lethed.
Denne ”Veirløber” blev skudt samme Morgen paa Gaarden Ødegaarden. En aldrende Tjenestekarl var nemligt her bleven tilbage for at se, hvad Fienden vilde tage sig for og havde skjult sig med sin ”Hornkreik” (Staalbue) i en Hampeager, og en anden Karl var ogsaa bleven igjen og havde stillet sig ved en Ovnspibe for at give Skytten Signal.
Veirløberen kom efterat han i en Melkebod havde drukket sur Melk.
Baade den sure Melk og Hampens Lugt, hedder det, hindrede nu Veirløberens Næse fra at opdage den Skjulte, hvis sikre Skud strakte ham til Jorden, saa den sure Melk ”sprøitede ud af ham”.

Les mer om blodhunder og "sleuth hounds" d.v.s. hunder brukt til å spore mennesker i Skottland på denne tiden. (Bildet er lånt fra Wikipedia)

 
 

 En lignende ”Vildtyrk” var som før omtalt bleven skudt i Romsdalen. Det var, siger Sagnet, en Lykke for Bønderne, at disse ”Vildtyrker” bleve skudte, da de vare farlige Speidere. Sandsynligt er det, at disse ”Veirløbere” ikke have været andet end Sinclars Sporhunde, hvilket man maa formode baade af Beskrivelsen og af det der fortælles om den, der blev skudt paa Ødegaarden, at den løb paa Ageren og gjøede.

 
 
Skotterne brød da op fra Sell. Det var den 26. August 1612*), en dag som er bleven saa mindeværdig i Gudbrandsdalens Historie. Det var en Onsdag. Under Krigsmusik marscherede den hele Skottehær sydefter. Da nogle af dem hørte Barneskrig fra Fjeldene, hvor Mødrene var flygtede hen, skal de spottende have sagt: ”Hør Troldkattene hvor de skriger; naar vi komme igjen skal vi besøge dem”. Men snart skulde deres Spot forstumme og deres Musik lyde for sidste Gang, og det unge Blod, som nu flød i Aarene, skulde om faa Øieblikke farve Kringlens Klippeside og Laagens graalige Vande.

*) Kruse i sin Indberetning har den 26. August, hvilken Dag ogsaa angives i den Indskrift, der stod paa den ældre Støtte ved Kringlen, som ødelagdes ved Vandflommen 1789, og i Stedet for hvilken den nuværende Støtte opreistes. i hvis Indskrift feilagtigen er anført den 24. august."

 

 
       
     
  Thomas Michell (Her Majesty's Consul General for Norway) skriver i sin bok (1886):  
     
 

 

"... he (Lars Hågå/Lauritz Hage forf. anm.) advanced in front (of the Scots) along the road until he saw his advantage at a fjeld called Kringelen, situated in Vaage parish, which they were obliged to pass. Thus he hemmed them in between the rock on one side and a large river close by on the other side, in which advantageous position he quietly encamped in the woods, and there lay with his men until the foreign soldiers arrived there, without, however, supposing or knowing aught but that the Norwegian troops were still withdrawing along the road before them."

 

 
     
 
 
     
 
Onsdag 26. august  -  Slaget i Kringen
 
 
 

 

Kringen
Georg Strømdals (1856-1914) maleri fra 1897
Maleriet befinner seg i dag i Skottetog-samlingen (vertshuset Sinclair) på Kvam i Gudbrandsdalen.

 
     
  Krag forteller det slik:  
     
     
 

"For at underrette sig om, hvorlangt Skotterne vare komne, og deraf slutte sig til, omtrent naar de kunde vente dem, udsendte de en Bonde ved Navn Audon Skjenna*) af Sell for at speide. Han kom lige til Gaarden Skjenna og saa Sinclar paa Voldene udfor denne Gaard mønstre sine Folk; da han derefter saa dem passere over Laurbroen, en Bro som da laa over Laugen tæt nordenfor Ulen-Elv, skyndte han sig tilbage. Skotterne fik dog Øie paa ham og skal have raabt: ”Se den Buren hvor han trækker paa en Pert”**). Det gjaldt om for Bønderne at bortlede Fiendens Opmærksomhed fra deres Baghold og faa at vide, naar Fiendens Hovedstyrke var nedenfor dem; thi da var deres Tid at begynde Slaget. For at tilkjendegive dette Sidste blev det overdraget til en af Bønderne at holde sig paa en Ø i Laagen Storøen kaldet og der ridende paa en hvid Hest udenfor Fiendens Skudvidde, holde Linie med dennes Hovedstyrke eller med Spidsen af samme, og naar denne var kommen til et aftalt Punk tilkjendegive dette ved plutselig at vende om. For at bidrage til at bortlede Fiendens Opmærksomhed skal han, siger nogle, have sat sig baglængs paa Hesten, andre siger, at han i den Hensigt havde bundet et stort, rødt Tørklæde om Halsen og nedover Brystet paa sin hvide Hest. Ogsaa andre Foranstaltninger var føiede for at bortlede Skotternes Opmærksomhed. Efter Raad af Arne Nedre Gunstad fra Ringebo***) blev nemlig af det Mandskab som mødte frem, de mindre dygtige opstillede paa bemeldte Storøen, for at de skulde narre Fienden med et blindt Angreb, og derved trække hans Opmærksomhed bort fra det Sted, hvor den egentlige Bondehær laa."

 
 

 

Dette bildet av Mette-Marit og Håkon ved Pillarguristatuen ble tatt under kongebesøket på Otta 19. juni 2006.
(Les mer om det her)

 
     
     
 

"Videre lode de en Pige ved navn Guri, almindelig kallet Pillarguri, som godt kunde blæse i Stut eller Horn tage Plads paa en Fjeldpynt Selsjordkampen paa den vestre Side af Laagen, hvorfra hun nøie kunde se den omliggende Egn og den fremrykkende Fiende.

*) Der gives nu en Gaard ved Navn Skjenna, kort nord for Sells Kirke; men ingen Gaard af dette Navn findes i Grams Mandtal.

**) Buren er det engelske Boor d. e. Bonde og ”Pert” er et skotsk Ord, som betyder Hest.

***) Hjorthøys Beskrivelse 2 D. S. 135. – I Grams Mandtal findes ingen Arne Gunstad, men derimod Leilændingerne Ioen og Oluff Gunstad. Maaske Arne var en søn af en af disse.

Naar Massen af Fiende var kommen til et mellem hende og Bønderne aftalt Sted, skulde hun lyde i Hornet for at vende Fiendens Opmerksomhed mod den Kant, hun var, som var modsat af Bondehæren, og tillige give Bønderne, som fra deres Baghold ikke kunde se Fienden, Tegn om hvor langt den var fremrykket. Der fortælles og, at hun ligeledes efter Aftale med Bønderne holdt hængende ned for sig et hvidt langt Haandklæde, som hun skulde slynge flere Gange om Armen, og saaledes forkorte, efterhaanden som Fienden nærmede sig.

Nu kom Skotterne. Deres Fortrop 60, efter andre 100 Mand, som marscherede et Stykke forud, passerede uantastet forbi. Pigen paa Fjeldtoppen blæste ikke, men ventede paa Hovedstyrken. Besynderligt er det, at denne Fortrop intet mærkede til Bønderne. Derpaa kom Skotternes Hovedafdeling, men Bønderne holdt sig endnu rolige, hver færdig paa sin Post. Iblandt dem var ogsaa Berdon eller Bardum Sejelstad fra Ringebo*), der tilligemed 2 andre duelige Skyttere var af en af Anførerne bleven udvalgt til at lægge an paa Sinclar selv, og havde Berdon betinget sig, at ingen maatte skyde før ham. Skotterne formodede Bondhæren længere foran sig, ventede intet Angrep her, nærmede sig derfor trygge og vare ”muntre”. Da de vare komne nær nok, hørte de Pigen fra hendes Fjeldpynt spille. Skotterne standsede og lyttede til de usædvanlige og melankolske Toner. Sinclars Musikchor svarede hende derpaa med en Marsch. Atter spillede Pigen de samme Toner, og Skotterne svarede hende anden Gang**). Derpaa begyndte Angrebet fra Øen.

*) Hjorthøy saavelsom Sagnet kalder ham Berdon; i Grams Mandtal skrives Navnet Berdum og i Christian den 4.s Gavebrev Bardum, hvilke forskjellige Benævnelser udentvivl ere alle en, igjennem Tiderne og Sprogets fremadskridende Fordærvelse opstaaet Forvanskning af det gamle Oldtidsnavn: Baard, Bárd.

**) Baade det Pigen spillede, og Skotternes Marsch haves endnu af Bygdens Spillemænd, skjøndt rimeligvis især den sidste forvansket. Begge Dele udsatte for Claveer findes i Steentryk tilføiede nærværende Afhandling. Maaske der i Sinclars Marsch findes Grundtonen til den rette, og muligt er det, at man i Skotland kunde faae den ægte sinclarske Marsch; thi det er troligt, at det var Clanen Sinclars Pibe-Musik, Oberste Sinclar brugt, og skjøndt Clan-Indretningen forlængst er ophævet, er det dog bekjendt, at der endnu hele Nord-Skotland over findes fuldt op af Pibere, der heel vel kjende de gamle Melodier og forplante dem fra Slægt til Slægt.

Der faldt flere Skud, men ingen Kugle naaede frem. Atter blev en Salve og flere Salver givet, men med samme Virkning og Skotterne loe til dette, som de troede feige Angreb, og løftede til Spot deres Huer af for hver Salve; men pludselig gaves Signalet for de skjulte Bønder og Scenen forandredes. Steen og Tømmervælterne styrtede nu ned, i det tillige i samme Stund Sinclar faldt for det første Skud. Berdon Sejelstad havde bag nogle Træer taget Sigte paa ham, og da Sinclar var anseet for en vældig og tapper Krigsmand, der kunde fri sig for Skud, havde Berdon for at være, som han troede sikrere i sin Sag, taget sin Sølvhalsknap, tygget den sammen og med den ladet sig Gevær*). Nogle sige og at det klikkede for ham den første Gang. Skuddet skal have truffet Sinclar oppe i Panden strax ovenfor det venstre Øie. I det han faldt, skal han have raabt: ”Dette er Berdon Sejelstads Hage”**). Det Sted hvor han faldt vises endnu og kaldes ”Sinclarsdokken”. Øieblikkelig efter at Obersten var falden, gik det ud over de andre, og Bønderne styrtede frem med Mod og Hurtighed, udbredende Skræk og Død ved  at skyde med Rifle og hugge med Øxe. Skotternes Stilling var høist mislig, thi det trange Pas, hvori de var sammentrængte og Bjergets Skraaning, hvori de stode, tilstedede ingen Slagorden. Nordenfor, søndenfor og ovenfor rasede Bønderne løs paa dem. I den før omtalte vise staar:

”De vare omringede sønder og nord
Det monne de mest fortryde.
Der skeede paa dem et ynkeligt Mord
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -”

*) Den Overtro at Folk af udmærket Tapperhed kunde fri sig for Skud og at det ikke nyttede at bruge Blykugler mod dem, men at Sølv maatte til, findes tildeels endnu og er eller har været  almindelig i mange andre Lande.

**) d.e. Gevær. Hage eller Hagebøsse (i det tydske Sprog Haken eller Hakenrohr) var nemlig det første Skydevaaben, der afløste Buen eller Armbrøsten.

De løbe vel opad Fjeldet for at binde an, men stødtes ned. ”Hvilke af dem, som ikke blev skudte, haver sig udi Elven sig at salvere og der blev druknede og hvilke af dem levende over Elven kom, blev dog af Bønderne paa samme Side strax ihjelslagne”*).
I Dølevisen staar om Slaget endvidere:

”Der Oberste red i forreste Led
Han holdt sig saare prægtig.
Han blev først skudt af Hesten ned
Og blev strax ganske afmægtig,
Han døde og der strax paa Stand
Med flere paa de Tide.
Georgius Sinclar hedte han,
Som da blev lagt i Lige. 

Der tumled mange stolter Helt
Og dandsed mod deres Villie,
Hest og Mand til Jorden blev fældt,
Saa bøde dem Dølen til Gilde.
De Kugler tykke som Hagl fløi;
Mand maatte der holde og bie,
Der hørtes mangen Vraal og Støi,
Ja værkede mangen Side.
Der svedtes mangen blodig Sved,
De blev i Kinderne hvide.

De gave sig strax ad Klippen op
Død vil de Norske bringe.
Men blev nedkjørte med Steen og Stok
og maatte for Klippen springe.
Hart**) hos den Klippe rinder en Aae
De Strømme rinde saa strive,
Enhver som ikke kan Landet naa,
Han monne for Strømmen drive.

*) Kruses Indberetning.
**) nær.

De svømmede baade hid og did
Paa Ryggen som de og kunde.
Den Konst de havde lært med Flid,
Dog maatte de gaae til Bunde.
De skjøde paa dem ret skarpelig
At Vandet stod dem om Øre,
De maatte blive paa det Sted
Og naaede ei det Tørre.” 

 

 
     

 

Dette bildet viser Pillarguritoppen/Selsjordkampen med Pillarguristøtta av skifer.
Det er tatt med telelinse fra nede i dalen idet skiferstøtta reflekterer solstrålene.
Det er grunnen til den hvite/blanke fargen støtta her har fått.

 
     
     
 

"Pigen oppe paa Fjeldtinden vedblev under Slaget at spille, indtil hun saa Laugen farvet af Blod. Da kastede hun Stuten (Hornet) over sit Hoved, gik bort og omvexlede sin Sang med Graad. Ogsaa Sinclars Kone, siger nogle, omkom i Slaget med sit Barn. Efter Sagnet var Kjel Fjerdingreen af Hedalen Annex til Vaage da de andre gik i Kampen, bleven overtalt af sin Kjæreste, som anede en Ulykke, at blive tilbage; men da hun fik høre, at Sinclar hadde sin Kone med, og at hun førte med sig et nyfødt Barn, blev hun urolig for dette, og saameget hun før havde bedet ham blive tilbage, saameget bad hun ham nu gaa med, ikke forat deltage i Kampens Blodbad, men for om muligt at redde Barnet. ”Ikke faar Du mig, Kjel, før Du har reddet Barnet” skal hun have sagt. Han gik derfor med. Under Slagets Tummel styrtede Kjel frem for at opfylde sin Kjærestes vakre Bøn. Barnet var nylig rammet af en Kugle. Kjel fandt Fru Sinclar, som var ude af sig selv af Sorg, tilhest og tørrende Blodet af Barnet. Andre siger, at det var faldet fra hende, da hun i Forskrækkelsen havde sluppet det, og at Kjel greb det og rakte hende det – troede hun, at han vilde skade det, og dreven af Skræk og Moderfølelse stødte hun en Flus (d. e. en Dolk) som hun havde i Haanden i i (sic) sin Velgjørers Bryst. Andre siger, at hun trykkede Dolken i ham gjennem Ryggen, idet han ludede sig for at tage Barnet. En af Kjels Følge skal have derpaa skudt Fruen af Hesten og siden skal hun være seet som Lig i Laagen. Andre siger, at Bønderne styrtede hende i Laagen, da de antoge hende for en Hex, og at hun der sat og aftørrede Blodet af sit Barn, og at Laagen bar hende et

langt Stykke, før hun omkom. Da Barnet blev dræbt, og før hun blev Bølgernes Rov, skal hun af Fortvivlelse Andre sige af Haan have istemt en vild Sang. Det Sted, hvor hun nogle Øieblikke holdtes oppe paa Vandet siges at være strax udfor den nordligste Bakke i Kringlen. Andre sige, at hun siden var blandt de fangne og at hendes Liv blev sparet. I Vaage Kaldsbog er anført, at hun beholdt Livet. Fra noget nord for denne Bakke til et stykke syd for det Høieste af Kringlen, hvor Træstøtten staar, har formodentlig Slaget staaet. Ifølge Kruses Indberetning varede det i halvanden Time. Da kampen var endt og Seiren vunden, satte Bønderne efter Fortroppen, som de først havde ladet uhindret passere. Denne Trop havde taget Flugten fremad, da den fornam Nederlaget paa de øvrige; men indhentedes paa en Slette ved Gaarden Solhjem et Stykke søndenfor Kringlen. Da Bønderne kom stormende med Skriget: ”Falder an, falder an, her har vi flere”, og Skotterne indsaa, ”hvad deraf vilde flyde”, sendte de strax deres Folk frem og sagde, at de vilde give sig tilfange. De nedlagde derpaa deres Vaaben, men da de saa, at Bønderne ikke vare saa mange, som de først tænkte, toge de Vaabnerne op igjen og vilde slaa sig igjennem; men nu blev de saaledes modtagne, at de alle bleve dels skudte eller nedhugne, dels fangne. Veiviseren Peder Klognæs var blandt Fortroppen og havde nær delt Skjæbne med dem; men paa Raabet: ”Jeg er Peder Klognæs, jeg er da Peder Klognæs og er af Eders eget Folk”, undgik han denne og kom lykkelig tilbage til sit Hjem i Romsdalen.

Størrelsen af Bondehæren, som sloges ved Kringlen, udgjorde mellem 400 til 500 Mand*) hvoraf 6 faldt og nogle faa blev saarede efter hvad der staar i Dølevisen:

”Der Dølene havde dette gjort
Og lagt saa Fienden øde,
Jeg haver det for Sanding spurgt
At sex er bleven døde
I Slaget som stod ved den Klev
Og da blev lagt i Lige
Foruden de som saaret blev
Som er faa at sige.”

*) Kruse skriver i sin Indberetning, at den har været ”firehundrede og fems”? Mand stærk, i Dølevisen staar henved 500 Mand, og feilagtigen synes derfor Bondestyrken at være angivet til 300 Mand i Indskriften paa Støtten over Sinclars Grav."

 

 
     
     
  Thomas Michell (Her Majesty's Consul General for Norway) skriver i sin bok (1886):  
     
 

 

"... The above-mentioned Lauritz Hage, having made his arrangements and perceived his advantage, attacked, together with another lensmand, Peter Rankleff of Ringeboe, and with all their men together they fired upon the foreign troops and shot them to death during an hour and a half. Those who were not shot jumped into the river to save themselves, but were there drowned ; and those of them who got alive over the river were quickly killed by the Bonder on that side ; all of which happened and occurred on the 26th of August last. From the Bonder who were themselves present at the battle, and who buried and counted the dead and the defeated, we learn that the foreign soldiers must no doubt have numbered at the least 550 men, although the Scots who remained alive, and of whom there are altogether 18, will not admit that they were more than 350 men strong at the utmost. On the day the battle took place 134 Scots were taken prisoners, who were straightway the next day killed and shot by the Bonder, with the exception of the above-mentioned 18, the Bonder saying to each other that His Majesty had enough to feed in those same 18."

 

 
 
 
 
 
Torsdag 27. august  -  Hva skjedde på Kvam dagen etter slaget?
 
 
  Krag forteller det slik:  
     
     
 

"Bønderne reiste strax derfra (fra Kringen) med de Fangne til Kvam, Annex til Froen. Efter denne nyligen indlagte Hæder begik Bønderne Dagen efter en Blodgjerning, som Dalens Beboere nu med Afsky omtale og ønske var ugjort. – ”De Fornemste af dem, som der var tilstede” vilde vel at de Fangne, som de havde indstængt i en Lade paa Gaarden Klomstad – skulde alle føres til Agershuus;

”Men behagede Dølerne ei
At de saa skulde drage
Gjennem den lange og trange Vei
Og gjøre Landet Umage.”

Mængden raabte at de aller der skulde lade Livet, hvorpaa de, saa stor var den almindelige Forbitrelse – udtoge dem af Laden*) Mand for Mand og skjøde dem paa 18 eller nogle faa nær. Fem eller sex som Skuddene ”formedelst Troldomskunst” hedder det ”ikke bed paa”, blev stukne ihjel med Spyd. I Dølevisen staar:

”De agted ei Lod eller Krud
Det tørred i deres Pander
Saa haard var deres Kjød og Hud
Det kunde ei gjennem dem gange.

Formedelst List og Troldomskonst
Den havde de lært til Prikke.
Hvad man dem gjorde var omsonst
De monne ei derved hikke

Saa toge de til de skarpe Spjud
Og monne til dennem rende
Da revnede baade Kjød og Hud
Og gjorde med dem en Ende.

Dog af de Fangne beholdne blev
Jeg ved paa en nær tyve
Blandt dennem to Capitainer gik
Jeg vil det ikke lyve.
Den ene Capitain Brynts ved Navn
Den anden Capitain Ramse.”

*) Laden staar endnu et Stykke nord for Sinclars Grav i Nærheden af Kongeveien.

Kruse skriver om de Fangne: ”Mens den Dag Slaget stod blev der fanget 134 Skotter, hvilke de strax om anden Dagen ihjelslog og skjød undtagen 18, sigende til hverandre, at Kongl. Maj. havde nok at føde udi samme 18, dog en Part af dem vare saare(de) og en Part havde Kuglerne i Livet der de hid (d. e. Agershuus Slot) ankom, af hvilke forskrevne 18 Soldater vi nu nedskikke (d. e. til Danmark) de trende fornemste som ere en Capitaine ved Navn Alexander Ramsy (Alexander Ramsay) og hans Lieutenant ved Navn Jacob Mannerpange (James Moneypenny), hvilken tilforn har været baade udi Danmark og Sverige og paa dette deres Tog har ladet sig bruge for en Tolk; den tredie hedder Henrich Bryssz (Sir Henry Bruce), hvilken skal have ladet sig bruge efter hans Beretning for en Krigsmand baade udi Holland, Spanien og Ungarn. Hvad de øvrige 15 Personer anlanger har en Part strax taget Tjeneste hos godt Folk her udi Landet, en Part har jeg strax nedskikket til Elfsborg hvilke godvilligen vil begive sig til Kongl. Maj. under Jørgen Lunges Regimente*). I Døleviser hedder det om dem:

”De blev omsider til Slottet ført
 De lysted ei her at blive
 - - - - - - - - - - - - - -
”De kunde ei lide den Kost saa haard
Som Gudbrandsdølen mon give.
Her vanker ei mange Høns og Faar,
Men Lod og Krud udi Live.”

*) d. e. tage dansk Krigstjeneste. Jørgen Lunge var en dansk Adelsmand, som dengang var Befalingsmand over Bahuus Slot.

At mindst 18 beholdt Livet, ser man saaledes af Kruses Indberetning, og at desuden endda Nogle bleve tilbage i Dalen fortælles i Sagn; Storm synger, at ingen af Skotterne nogensinde gjensaa sit Fædreland; imidlertid fortælles dog om En, at han kom hjem*). Det Sted i Kvam hvor de ved Laden dræbte Skottere bleve begravne, vises endnu et Stykke nord for Laden og kaldes Skothaugen. –

Bøndernes Adfærd mod de fangne Skotter lader sig vist ikke i nogen Maade retfærdiggjøre, men saalænge der gives meget, som taler til Undskyldning for samme, bør man paa den anden Side ogsaa være varsom med at afsige nogen ubetinget Fordømmelsesdom derover. Efter Sagnet skulle de være blevne ophidsede til hiin Handling af Peder Klognæs, der havde seet saamegen Grusomhed udøvet af Skotterne underveis, og som selv havde lidt saameget af dem. Man kan tænke sig at Sammenhængen maaske har været følgende: Bønderne kom, trætte af flere Dagers Marsch og den sidste Dags Arbeide og Kamp, til Kvam med de Fangne, begyndte ventelig at blive kjede af at føre dem længere, det var den travle Aannetid, Provianten var maaske dertil liden. Muligens har endel af dem taget sig en Ruus, ligesom tidligere i Sell og ophidsede deraf og af Fortællingen om Skotternes udviste Grusomhed, have de anseet dem fortjente til Døden og strax iværksat deres Drab, uagtet de Fornemste have modsat sig det. Maaske de Fangne selv under deres Transport kan have givet ny Anledning til Forbittrelse og saameget mere kan en saadan Formodning ligge indenfor Mulighedens Grændse, da det ellers er høist besynderlig, at ikke Bønderne strax efter Affæren ved Solhjem gjorde det Af med de Fangne, siden deres Forbittrelse den følgende Dag var saa stor, men førte dem 1 ½ Miil paa Veien til Agershuus. Særegne Omstændigheder, som vi nu ikke længere kjende, kunne desuden have været tilstede som medvirkende Aarsag til Handlingen. Inden man iøvrigt fælder Dommen over Gudbrandsdølerne, maa man erindre sig, at Datidens Krige og Calmar Krigen i det Hele, førtes med megen Grusomhed og tillige sætte sig tilbage i Tidsalderens Aand og ikke glemme, at over to Aarhundreder ligge imellem dem og os. Paa hvor langt et høiere Culturtrin staaer ikke den nyere Tid, og dog opviser den ikke faa Exempler paa et lignende Barbari. Man erindre sig blot, hvad der fortælles om Hertugen af Cumberlands Grusomhed i 1746 efter Slaget ved Culloden i Skotland, General Morenos Mord paa General Torrejos og hans 60 Ulykkesbrødre paa Sletterne udenfor Malaga i 1832, General Minas Grusomhed i Lacarotz i 1835 og Carliternes Grusomhed mod de engelske Fanger ved Tolosa i 1837.

*) Slange fortæller, at de ”Allesammen blev ihjelskudte og nedhugne undtagen tvende”;  men fortjener i denne Henseende vist mindre Tiltro end Kruse og Sagnene. Slange fortæller ogsaa, ”at en af de Fangne var en Glasmester som satte sig ned i Norge og her døde og at en anden blev sendt til Skotland. Dette fortælles og i Sagn, men at denne Sidste blev sendt hjem ”for at fortælle sine Landsmænd hvorledes det var løbet af” er vel Slanges eget Tillæg. – Som et Eksempel paa, hvor forvansket flere af de senere Historieskrivere fortæller Begivenheden, kan blandt andet tjene, at Fred Snedorff i sine Forelæsninger over Fædrelandets Historie 2 B. S. 106 og siden endog Werlauff i det af ham udgivne 4. Oplag af Munthes Levnedsbeskrivelser S. 191 hav fordreiet hiin Beretning af Slange, om at den ene af Skotterne nedsatte sig her i Landet som Glasmester derhen, - at han indrettede et Glasværk i Norge.

 

Om Een af de fangne Skotter, som beholdt Livet, fortælles i Sagn, at da han saa Geværet lagt an mod sig, løb han hen til Ingebrikt Valde af Vaage*) og ved ynkelige Gebærder bad om Liv og Frelse og søkte Skjul under hans Hest, hvorpaa Ingebrigt opløftede sin Øxe til hans Forsvar med Trudsel at ville nedhugge den som dræbte ham. Denne Skotte skal have været Glasmester og nedsatte sig siden i Landet og til Beviis paa sin Taknemmelighed sendte han nogle Vinduer til Ingebrigt Valde, hvem han i sine Breve altid kaldte sin ”Livsfar”. Af de samme Vinduer forevises endnu paa Valde et, hvori nogle Zirater med indbrændt Arbeide paa en Rude ere anbragte, som forestille et Skjold, hvorpaa sees en Figur som et Bomærke (maaske Ingebrikt Valdes) og en Engel som holder sine Hænder ligesom beskyttende over det.

*) Hjorthøy kalder ham Ingebrikt Sørvold; i Grams Mandtal findes hverken dette Navn eller Ingebrikt Valdes, derimod nævnes Leilændingerne Oluff og Knud Valde."

 

 
     
 
 
  Hva skjedde med kaptein Hay og de andre offiserene?  
     
  I følge Michell (s. 83) nevner ikke overleveringene at Hay ble drept. - Men han er heller ikke blant de som fraktes til Akershus etter slaget.

Michell nevner også en fjerde offiser som ble sendt til København sammen med Ramsay, Bruce og Moneypenny: James Scott.
I Kruses beretning finner en imidlertid ikke dette navnet.

Offiserene Ramsay, Moneypenny, Bruce og Scott ble etter en tid sendt tilbake til England.

 
     
 
 
     
  Sinclairs grav og "Skottehaugen"  
     
  Arild Teigen skriver i Fronsbygdin for 2009:  
 


"Ein av dei mest namngjetne som har hamna utafor kyrkjegarden i fronsbygdene er oberst George Sinclair, som etter det som er opplyst fall i Kringen i 1612. Liket av Sinclair skal ha vore med fangetransporten som stoppa på Kvam. Når det vart snakk om å få mannen i jorda, vart det ikkje aktuelt å gravleggja han inne på kyrkjegarden ved Vik. Ein slektning av Sinclair skulle seinare ha kome til Kvam for å oppdage at bøndene hadde grave han ned utafor kyrkjegardsgjerdet og reist ein enkel trestolpe over grava. Det stusslege gravminnet og det faktum at obersten ikkje hadde kome i vigsla jord, var sjølvsagt vanærande både for han sjølv og for slekta hans. Nå vart Sinclair sett på som ein av leiarane, og det gjorde at han i alle fall fekk eit synleg gravminne. Eller kanskje det skulle fungera som ei skrytetavle for bøndene?

Dei andre soldatane som følgde med til Kvam fekk ein enda mindre ærefull slutt. Etter at dei hadde vorte avretta oppe ved skottelåven på Klomstad, vart dei i følgje soga velta i ei massegrav lenger nede. Staden gjekk i alle år etterpå under namnet Skottehaugen, og vart ikkje heilt fjerna før jernbana brøyta seg veg gjennom bygda på 1890-talet." (Fronsbygdin 2009, side 79, ISBN 978-82-991257-8-9)

 
  Les mer om flytting av Sinclairs grav her.  



 

       
       
 
 
     
  Nytt minnesmerke i Kvam over skottene som ble drept i og ved Skottelåven?  
       
  Ingar Sletten Kolloen fortjener stor takk for å ha tatt opp behovet for en markering av det som skjedde i og ved Skottelåven i Kvam dagen etter Kringenslaget (21. mars 2012).
Vi må ikke glemme de mørke sidene av historien, det er av de vi skal lære. Det er slik vi skal unngå at ting som dette skjer på nytt.
Det var også et av poengene til tidligere fylkesordfører Ola Dahl i hans tale ved Kringen under 350-årsmarkeringen i 1962.

Arrangementskomiteen planlegger i 2012 en 400-årsmarkering der fred, forsoning og kulturelt samarbeid vektlegges. Både Sinclairklanen i Skottland og The Caledonian Society (den skotske foreningen i Norge) er representerte i komiteen.
 


Mulig plassering av et minnesmerke kunne være være ved
kirken i Kvam - eller ved Krigsminnesamlingen.

 
  Lederen for Sinclairklanen, The Earl of Caithness, Malcolm Sinclair kommer til Otta i August sammen med medlemmer av klanen. De arrangerer sin verdenssamling her i 2012 og vil - som de har gjort under Pillarguridagene de siste årene - legge ned krans både i Kringen og ved støtta på Sinclairs grav ved Vik like sør for Kvam.

Et minnesmerke over de massakrerte skottene har vært savnet i denne sammenhengen.

Et ordentlig minnesmerke i form av en stein, ei støtte eller en plakett er absolutt på sin plass. Sletten Kolloens tanker om at forsvarsministeren eller forsvarssjefen bør delta i en slik seremoni og beklage massakren synes riktige.
Kanskje burde også en representant for Sverige eller det svenske forsvaret være tilstede. Det var tross alt de som utløste det som skjedde - gjennom verving av leiesoldater som skulle kjempe mot Danmark/Norge i Kalmarkrigen den gang.
Tidligere på året henrettet jo de svenske styrkene 300 norske bondesoldater i Nya Lødøse, like ved Gøteborg - mens 700 leiesoldater fra kontinentet fikk fritt leide.
Det var en brutal tid.

Det i dag er stor forståelse for ønsket om et minnesmerke, og det er å håpe at Sletten Kolloen og Nord-Fron kommune, - kanskje i samarbeid med lokale historielag kan ta et initiativ for å få dette til.
 

 
     
  Skottelåven i Kvam  
       
  Skottelåven (Klomstadlåven) sto opprinnelig på flata nede ved veien (ved siden av dagens E6), forteller Ivar Klomstad.

Den ble flyttet litt opp i lia i forbindelse med jernbanebyggingen på 1890-tallet.
Det fortelles også at det ble funnet beinrester i forbindelse med traséarbeidet der.
De døde skottene ble gravlagt litt nord for låven, stedet ble siden kalt Skothaugen, sier Krag (se ovenfor).

I 1940 ble Skottelåven skutt i brann under tyskernes framrykking.

Etter krigen ble krigsminnesmerket i Kvam reist på den tomten der Skottelåven hadde stått da den brant.


Skottelåven i Kvam
Bak låven skimtes smia til den svenske
smeden  Johann Wellberg. Den brant også i 1940

(Takk til Ivar Klomstad, Per Ottesen og Linda Myromslien Eide
for informasjon og bildemateriale)

 
  Da veivesenet senere ønsket å sikre veistrekningen forbi støtta, kom tanken om å flytte krigsminnesmerket - først til Kvam kirkegård - og så til Kvam Fredspark - der det nå står.

I dag er det derfor ingen spor å se etter Skottelåven, - men den sto altså opprinnelig like sør for 50-sonen gjennom Kvam .

Ivar husker den godt, - han vokste opp på gården og var ni år da låven brant. Han kan blant annet fortelle at det hang to lister på yttersiden av bygningen, disse skal ha blitt benyttet til plakatoppheng ved en tidligere markering - sannsynligvis i 1912.

 
       
 
 
  Hvilken rolle spilte drapene i "Nya Lödöse"?  
     
  Vinteren 1612 hadde de dansk-norske styrkene inntatt Nya Lödöse ved Gøteborg. En tropp på 1000 mann (700 tyske leiesoldater og 300 norske bønder) ble værende i byen mens resten dro videre.

I slutten av februar tok imidlertid svenskene byen tilbake og de 700 soldatene overgav seg mot å få fritt leide. De 300 norske bøndene - som i følge overleveringen hadde søkt tilflukt i en kirke - ble henrettet på brutalt vis. Blant disse skal det også ha vært bønder fra Gudbrandsdalen, hevder Angell.

 
     
  På nettsidene til "Gustav II Adolfs Fotfänika i Göteborg" fortelles det slik:  
     
     
 

"26 februari kommer Jesper Matsson med trupp till Nya Lödöse, under natten utfördes belägringsarbeten och tre pjäser (halv kartover = kanonvariant) hämtades från Älvsborgs slott. Tidigt på morgonen öppnade svenskarna eld, var på besättningen på 700 soldater kapitulerade mot fritt avtåg. Ett par hundra av dem gick över i svensk tjänst. De 300 norska bönder som var i staden omfattades inte av kapitulationen så de dräptes."
(Les mer: Striderna 1612 och Älvsborgsslotts kapitulation  http://www.giia.nu/sv/History/1612.php )

 
     
 

Drapene i Nya Lödöse var kjent i Gudbrandsdalen regner en med - og kan ha vært en medvirkende årsak til det som skjedde på Kvam dagen etter Kringenslaget.

Lonbakken mener at det som hadde skjedd i Nya Lödöse også var en motiveringsfaktor foran selve slaget.

 

Les mer om kampene ved Gøteborg i 1612 på nettsidene til "Gustav II Adolfs Fotfänika i Göteborg"


Klikk på bildet for en stor versjon av kartet over byen
(bildet er lånt fra Wikipedia.

 
     
 
 
  Hvilken rolle spilte Per Klungnes?  
     
  (kommer senere)  
 
 
  Hvor mye var et menneskeliv verdt?  
     
  Per Steffensson  
     
  "i 1628 hadde Per Steffensson vore full og spotta Gud" (d.v.s. han hadde bannet) forteller Ivar Teigum i "Bygdebok for Sel og Vågå" (band 2 s.34).
Skriveren og lagretten dømte han derfor til halshogging. Straffen ble senere redusert til landsforvisning - og så til 20 daler for banning.
20 daler tilsvarte imidlertid nesten halvparten av det det kostet å bygge ny kirke på Sel samme året.

Drakoniske straffer for forseelser som vi i dag ikke leer på et øyelokk for - et menneskeliv var lite verdt.

Et utslag av denne holdningen til menneskeliv ser vi vel også i det som skjer på Kvam dagen etter slaget.

 
     
     
     

     
 
 
  Når fant slaget sted?
Hadde tidspunktet noen betydning for det som skjedde etterpå?
 
 
 
       
 


Slaget fant sted på kalenderdatoen den
26. august 1612, MEN ...

... på denne tiden benyttet man i blant annet Danmark/Norge og i Sverige ennå den julianske kalender. Det samme var tilfelle i England og Skottland .

De romersk-katolske landene i Europa hadde allerede i 1582 innført den gregorianske kalender - det gikk imidlertid mange år før en del av de protestantiske landene fulgte etter.

Danmark/Norge tok den gregoriansk kalender i bruk i år 1700, altså nesten 90 år etter slaget i Kringen, - og Sverige først i 1753)

 
       
 
 
  Den julianske kalender
 
   
  Den julianske kalender ble innført av Julius Caesar fra år 46 f.Kr. 

"Som mønster ble den egyptiske kalender benyttet, og under utarbeidelsen hadde han hjelp av astronomen Sosigenes fra Alexandria.
Den nye kalenderen retter seg etter solåret, og den midlere lengde av året er 365,25 dager; av fire år har tre 365 dager, og det fjerde (skuddåret) har 366. Månedene fikk sin nåværende lengde, men to av dem har senere forandret navn, juli og august...
Kalenderen ble ført tilbake på riktig plass i solåret ved at det i 46 f.Kr. ble innskutt 3 måneder med til sammen 90 dager (Forvirringens år). Ved en feil fikk hvert 3. år frem til 8 f.Kr. 366 dager; keiser Augustus rettet på dette ved å sløyfe alle skuddår mellom 8 f.Kr. og 8 e.Kr.; senere ble kalenderen benyttet uforandret frem til sin reform i 1582"
 (SNL)


Julius Caesar (100-44 før Kr.)
Bildet er lånt fra Wikipedia

 
     
 
 
  Den gregorianske kalender
 
   
 
"På det store kirkemøtet i Nikaia 325 e.Kr. var det fattet en beslutning om påskefesten som forutsatte at vårjevndøgn alltid skulle falle på 21. mars. Det midlere år etter den julianske kalender er imidlertid 0,0078 døgn lengre enn det tropiske år, en forskjell som etter 128 år hoper seg opp til et helt døgn. Følgen er at vårjevndøgn etter 128 år går en dato tilbake i kalenderen, og i 1582 var det forskjøvet til 11. mars. Pave Gregor 13 påbød da å innføre en revidert kalender, den gregorianske kalender...
For å bringe vårjevndøgn tilbake til den 21. mars skulle 10 dager bli sprunget over i 1582 (dagen etter 4. okt. ble skrevet 15. okt.).
I Norge og Danmark ble kalenderen innført i 1700 ved at dagen etter 18. februar ble skrevet 1. mars. (m.uth.)"  (SNL)


Pave Gregor 13. (1502-1585)
Bildet er lånt fra Wikipedia

 
     
 
 
  Konklusjon
 
 
  Slaget fant sted ca 11 dager senere, etter vår tids kalender skulle det bli omlag 6. september.

Det ville imidlertid bli en nesten håpløs oppgave å regne om tidligere kalenderdatoer for historiske hendelser i de enkelte land til den kalenderen vi i dag benytter, - landene innførte som nevnt ovenfor den gregorianske kalenderen i forskjellige år.

Alle kalenderdatoer i de land som benyttet den julianske kalender -  vil fra litt etter Kristi fødsel og fram til 1582 derfor være fra en til ti dager forskjøvet  - i forhold til solåret.
I de land som innførte den gregorianske kalender senere enn 1582 vil forskjellen være tilsvarende større.

 
     
 

Det vanlige er derfor at en benytter kalenderdatoene for tidligere historiske hendelser slik de er blitt overlevert - og det vil for slaget i Kringen være 26. august.

 
     
 
 
     
 

En oversikt fra SNL som viser når en del land innførte den gregorianske kalender
(vår kalender)

 
 

Danmark

1700

Albania

1912

 
 

Norge

1700

Bulgaria

1916

 
 

Storbritannia (inkl. Skottland)

1752

Sovjetunionen

1918

 
 

Sverige

1753

Romania

1919

 
 

Japan

1873

Hellas

1924

 
 

Kina

1929

Tyrkia

1927

 
     
 
Mer om dette kan du lese her: Eng. Wikipedia og ty. Wikipedia
 
 
 
  Hadde tidspunktet noen betydning for det som skjedde etterpå?
 
 
  Kornet var livberging  
 
Sjur Lonbakken peker på at de korntypene en dyrket på 1600-tallet krevde lengre modningstid enn de sortene vi bruker i dag:
 
 

"Derfor kan vi tru at slaget i Kringen føregjekk rett før det store arbeidet med innhaustinga skulle byrje ... Skurdonna var rett om hjørnet, om ho ikkje alt hadde byrja, og skulle kornet bergast, så måtte kvar og ein bonde syte for det. Bøndene var snartenkte nok til å ha ei anna forklaring for kvifor dei gjorde som dei gjorde, nettopp at dei ville spare kongen for unødvendige utgifter. Men problemet til bøndene var truleg at det var dei sjølve som ville fått problemet med å mette over hundre mannfolk på ferda til Akershus. Eigentleg handla dei også denne gongen til sin eigen fordel, basert på lokale interesser og motiv. Forståeleg, men det verkar brutalt det dei gjorde. 1600-talet var ei brutal tid, og bøndene kan ha frykta for at skottane ville klare å overmanna dei, Truleg var dei redde for sine eigne liv" (Lonbakken s.91)
 
 
For å ha kontroll med over 130 fanger på en så lang marsj til Akershus måtte en stor del av bøndene legge ut på en tur som ville ta flere uker - fra den 6. september -  fram og tilbake til Oslo midt i den viktigste innhøstingstiden.

(Stier/veier gikk ikke den rakeste strekningen - så sammenlignet med dagens E6-lengde på 550 km tur/retur var nok veien den gang en god del lenger)


Hvor lang var en dagsreise?

Dr.phil. Fartein Valen-Sendstad forteller i sin artikkel "Næringslivet i Oppland på 1800-tallet" at en gjennom århundrer hadde regnet tre norske mil for en god dagsreise (m.u.). På hesteryggen kunne det under gunstige forhold bli opp til fem mil. Reisetiden mellom Oslo og Vågå var derfor til vanlig regnet for 10 dager og ofte mer. (Oppland fra istid til nåtid, utgitt av Opplandsbanken i 1979 s. 112)

 
       
  Et marginalområde for korndyrking

Nord-Gudbrandsdalen har opp gjennom historien vært et marginalområde for korndyrking - og
kornet - "gudslånet" - var på denne tiden avgjørende for å kunne berge seg gjennom året. Sult, hungersnød og påfølgende død var ikke uvanlig i hundreårene før poteten kom til Norge - dersom en ikke fikk kornavlinga i hus. (Poteten kom til Norge først i andre halvdel av 1700-tallet)

Bøndene kan ha følt det som avgjørende for egen livberging at en unngikk en slik transport - noe som også kan ha bidratt til det som skjedde i Kvam dagen etter slaget.
 


Bygg

 
  En kombinasjon av frykt for å miste kontrollen og bli overmannet i løpet av en så lang marsj - og frykt for ikke å kunne sikre matforsyningen for seg og sine for det kommende året, - kan ha virket inn.  
     
 
 
  Våpen?  
 
 
     
  Skytevåpen - litt historikk:
 
 
 

Fra 1300-tallet, da kruttet ble tatt i bruk, utviklet de egentlige håndskytevåpen seg

"De første håndskytevåpen var håndrør, som bestod av et løp som baktil var lukket enten med en fastsmidd kile eller med skrue, og som kaltes haker (halvhaker, enkelthaker, dobbelthaker) eller hakebørser, fordi de var forsynt med haker som ble støttet mot en eller annen fast gjenstand under avfyringen, og som dermed opptok rekylen. Løpet hadde et fenghull, senere en panne for fengkruttet."(SNL)


Hakebørse - illustrasjon fra Wikipedia

 

 
 

"Først etter at luntelåsen, forsynt med en avtrekker som førte en brennende lunte mot fengkruttet, var oppfunnet i begynnelsen av 1400-tallet, kunne man sikte under skytingen og bruke begge hender til å føre geværet. Luntelåsen holdt seg i bruk i nesten 300 år. Arkebusen med luntelås hadde en lengde av opptil 2 m, veide ca. 8 kg og skjøt ut blykuler fra 36 til 66 g. Den kunne skyte opptil 10 skudd i timen." (SNL)

Luntelås - illustrasjon fra Wikipedia

 
     
 

"I begynnelsen av 1500-tallet oppfant man hjullåsen, som virket etter samme prinsipp som en moderne lighter, hvor et tannet hjul lager gnister mot en stein. Våpenet ble etter hvert lettere og kaltes muskett, som særlig ble tatt i bruk under Gustav 2 Adolf. Den veide ca. 6–7 kg, hadde et kaliber på 18–22,5 mm og skjøt ca. 50 g prosjektiler ca. 200 m. På omtrent samme tid fremkom stusseren, som var forsynt med rifler og var kortere og lettere enn musketten." (SNL)

 
 

"I artillerimuseets katalog fra 1904 omtales 5 geværer: "Glattløpete geværer med hjullås, lange piper. Etterlatt av skottene under innfall i Gudbrandsdalen i 1612". Hel lengde på geværet: 205 cm.
De fem geværene er bevart - fire i Forsvarets eie, det femte i Skottetogutstillingen, Kvam.
Geværet ble i sin tid gitt til en tidligere, nå forlengst avdød, sjef for Luftforsvaret: Generalløytnant Odd Bull"

(Skottetogsamlingen i Kvam)

 

     
 

 
     
 

"På 1500-tallet oppfant man snapplåsen, som ble forbedret ca. 1650 i flintelåsen. I disse ble hanen som holdt et flintstykke, trukket frem av en fjær. Flintelåsene var i bruk i mer enn 150 år, fra Trettiårskrigen og ut Napoleonskrigene. Muskett med flintelås og bajonett ble kalt bajonettflinte eller gevær og var fra begynnelsen av 1700-tallet infanteriets våpen. Bajonetten kom i stedet for piken eller spydet og de lange støtklinger som Gustav 2 Adolf brukte, og som var festet til musketten på en temmelig ufullkommen måte." (SNL)


Illustrasjon Snapplåsgevær - Maihaugen

 
     
       

Gammelt gevær fra Skottetogsamlingen ved vertshuset Sinclair i Kvam
Flint(e)låsen ble først tatt i bruk midt på 1600-tallet ifølge Store norske leksikon, altså rundt førti år etter slaget i Kringen.
     
 
 
     
 
 
  Hvilke våpen ble benyttet i slaget?  
 
 
       
  Skytevåpen
 
   
  Christian IV påla 1604 i  lovboka bøndene strengere krav når det gjaldt våpen - forteller Sjur Lonbakken i sin masteroppgave:

"Blant anna skulle kvar fullgard, halvgard og kvartgard ha minst eit gevær i stand til ei kvar tid. Våpenting skulle haldast og det var store bøter for ikkje å møte opp, ved mangel av våpen, eller at våpna ikkje var skikkeleg i stand." (Lonbakken s. 14)

En kan derfor gå ut ifra at mange av de som møtte i Kringen hadde børser. Når en videre vet at jakt - blant annet på rein har vært en viktig del av næringsgrunnlaget for de som bodde her i fjellbygdene, må en også regne med at de visste hvordan de skulle behandle disse våpnene - og at de hadde god kunnskap om hvordan en skulle unngå å bli oppdaget - enten det nå var av et byttedyr eller en fiende som nærmet seg.


Del av hjullåsgevær
Fra Skottetogsamlingen ved vertshuset Sinclair i Kvam.

 
       
  Vel 70% av bøndene hadde skytevåpen
 
 
  Lonbakken skriver:

"Dei fleste bønder i Gudbrandsdalen sat på gardar som oppfylte krava om å ha ei børse til gards. Av dei 530 gardbrukarane i Lesja, Vågå, Fron og Ringebu frå skattelista i 1612, så var berre 151 øydegardsmenn eller husmenn. Det vil seie at omtrent 72% av gardbrukarane i dette området var pålagde å ha ei børse." (Lonbakken s. 82).

 
 
 
     
  Hellebarde, spyd, tessak og øks
 
 
  Ødegårdsmenn og husmenn skulle ha en hellebarde og en tessak eller en øks.  
  Til og med tjenere skulle ha et spyd og en tessak eller en øks - alt etter om de hadde full eller halv lønn (Lonbakken s. 82).

"Tessaker ble kjøpt inn av den dansk-norske stat på slutten av 1500-tallet og det ble gjort ytterligere innkjøp mellom 1617-28. Flere hundre (m.u.) av disse våpnene finnes på Maihaugen. Tessakene er folkets våpen, mens kårder var mer vanlig for overklassen som offiserer, embetsmenn og byborgere." (maihaugen.no)
 

 
       
 
 
       
  The Sinclair Hilt     
       
 

"The Sinclair Hilt was one of the earliest basket-hilt designs and was of south German origin. On average the blade of a Sinclair or "compound" hilt sword measured 38in.
It had long quillons and an oval leather-wrapped grip that was originally designed for falchion blades but was soon applied to the broadsword.[5] It had a large triangular plate very similar to the ones used on main gauche daggers and was decorated with pierced hearts and diamonds.
Hilts of this design were also used on other weapons including sabres, cutlasses, rapiers, backswords and civilian hunting hangers.

A similar weapon was the Pallasch which had the same hilt and straight blade but was single-edged. It was used until the mid-18th century by the Austrian army and inspired the British 1796 Heavy Cavalry Sabre." (Wikipedia - Eng.)


George Sinclair's forces land in Norway, 1612.
The soldier is armed with a Sinclair hilt broadsword
and wears a comb morion.

 
 
"It is believed that these swords were brought back to Scotland by George Sinclair's mercenaries who had served on the continent.
The Sinclair hilt broadsword influenced the development of the Scottish basket-hilted claymore, which was used by highlanders in the 17th and 18th century.[9] After the Jacobite Wars it became a symbol of Scotland."
 
 
       

Illustrasjon:  Hellebard fra Skottetogsamlingen ved vertshuset Sinclair i Kvam.
       
       
       
 
 
     
 

Hva ble resultatet av Kalmarkrigen?

Ved freden i 1613 måtte Sverige gi opp sine krav på Finnmark og betale en million riksdaler i krigserstatning. Danmark-Norge kom slik styrket ut av denne konflikten.

Krigen førte ikke til grenseendringer.

 
     
     
 
 

Bakgrunn - Slaget - Myter? - Betydning - Gjenstander - Litteratur - Skottland - Program2012

 
 
                   
                   
 

Siden ble sist oppdatert: 20. juni 2014

 

 
Web: Geir Neverdal (Lektor/Cand.Philol.) - Sel Historielag
www.otta2000.com